Vi har alle brug for nogen at tale med om det, der fylder i vores liv.
Nogle har venner og familie, de kan tale med, andre af os har ikke. Det er heller ikke altid, vi kan dele vores tanker med dem tæt på. Det kan være for sårbart – eller fordi vi er nervøse for at bekymre eller belemre dem.
Den 3. juni 2024 åbner Ældretelefonens nye samtalelinje.
Her kan du ringe anonymt med lige det, der fylder og er svært for dig, stort som småt. Det kan være følelsen af ensomhed, sygdom, døden – og meget, meget mere.
I den anden ende af røret vil du møde et menneske, der har tid og ro til at tale med dig – en der lytter, er nærværende og nysgerrig på, hvad du har på hjerte og brug for.
Kunne du have lyst til at blive frivillig på Ældretelefonen?
Læs mere om at blive frivillig på Ældretelefonen
Indtil samtalelinjen åbner den 3. juni 2024, kan du fortsat ringe til Ældretelefonen og høre om mulighederne for at få en fast telefonven.
Kunne du tænke dig en telefonven?
Savner du hyggelige samtaler. Så meld dig hos Ældre Sagens Telefonvenner og giv dig selv og et andet menneske glæden ved en hyggelig samtale.
Det er for dig, der ønsker en telefonven, der ringer til dig med jævne mellemrum. Og for dig, der gerne vil sprede glæde og ringe op til en, der savner selskab og en at tale med. I bestemmer selv, hvor ofte og hvor længe I har lyst til at snakke sammen.
Vi gør vores bedste for at matche dig med en, der har samme interesser eller andet, der gør, at I passer godt til hinanden.
Hvis en i din familie gerne vil have en telefonven, men ikke selv kan tilmelde sig, kan du sagtens hjælpe med tilmeldingen. Bare husk, at det skal være aftalt på forhånd med vedkommende, at du tilmelder ham eller hende.